Dannelsesrejser.dk

Dannelsesprogrammet

 

Dannelsesrejser udgår fra oplysningens ånd. Her vil vi sætte al viden om verden i system, mens vi røber en plads for det fremmede, det vanvittige og det dekandente. Vi lover, at du kommer hjem som et mere dannet menneske uden at lave lektier. Og dermed også, at du får noget med dig, som er uvurderligt og dog brugbart i enhver profession. 

 

1. Verden er en orden

Præmissen er den gamle græske, at verden er et kosmos og ikke et kaos, dvs. at der er en orden i verden, og at selv de mest kaotiske forhold har sine systemer, der lader sig aflure. Det betyder ikke, at det ikke kan være komplekst eller paradoksalt, eller svært at holde i sit hoved på én gang, men vi vil bestræbe os på at levere en sammenhæng for dig.

 

2. Alle tiders

På de forskellige rejser vil vi kortlægge forskellige områder af tilværelsen. Det kan være litteraturen, krigene, filosofien, organiseringsformerne, myterne, musikken eller noget helt syvende. Det, der gælder hver gang, er, at vi giver dig det store overblik. Hvis vi går i lag med et område giver vi dig hele overblikket. Vi vil give overblik over hele litteraturhistorien på en uge. Hvis vi begynder på et kapitel i Bibelen, så gennemgår vi hele Bibelen. Eller vi fortæller om alle verdens store krige.

 

3. Ekspertise

Ud over filosoffen Anders Fogh Jensen (filosoffen.dk) til at binde det hele sammen, vil vi altid have en 2-3 eksperter med os, der kender deres felt til fulde, og som parterer og sammensætter det vi skal vide, for vende mere dannede hjem.

 

4. Dannelse

Dannelse handler ikke om at begynde med sin egen navle for så at forvente at verden er en livmor. Dannelse begynder med en udadvendt bevægelse mod verdens mysterier og et forsøg på at forstå verden. Når man dannes begynder verden at hænge sammen. Ligesom en geograf kan se historien i klintens lag, eller man med et kenskab til kemi forstår hvorfor sovsen skiller eller hænger sammen, så forstår den historisk bevidste også hvorfor et folk hænger sammen eller bekriger hinanden. Dannelse er med andre ord en evne til at kunne forbinde det, der tilsyneladende tilhører forskellige genrer. Og derfor kræver dannelse også flere rejser ud i forskellige verdener med en ydmyghed overfor de nye felter. Det eneste vi garanterer er, at du vender lidt mere dannet hjem hver gang.

 

5. En sammenhængende verden

Meningen med de store lange linjer er, at verden skal dannes foran dig som et kosmos, der har sin orden og sin historie. At du ser dig selv som et fragment i kosmos, og at kosmos i sig selv ikke er fragmenteret, men sammenhængende. Og det er et meget væsentligt træk ved det dannede menneske: Hendes verden hænger sammen.

 

6. At gå op i højlandet

I det hele taget er idéen at gå op i højlandet og forlade fladlandets pragmatik, monokausalitet og økonomisk rationalitet. Vi er her for at åbne portene til verden og lade verdens viden fylde os af de klogeste mennesker. Til gengæld vil vi så samtale om, hvad det vi nu ved, betyder for den verden vi lever i og for hvad vi kan håbe på at vi kan gøre.

 

 

Forudsætninger: Der kræves ingen andre forudsætninger end at du taler og forstår dansk og har et ønske om blive klogere på verden.