Dannelsesrejser.dk

Program: Den moderne litteratur på en uge

 

Vi skal igennem 10 pas med hver deres tema og dertilknyttede romaner. Vi har undervisning søndag til tirsdag og igen torsdag til fredag. Onsdag er fridag. På undervisningsdagene undervises der kl. 10-13 og kl. 17-20.

Det samlede program ser ud som følger:

1: Erkendelsen: dæmoni og modernitet

Johann Wolfgang Goethe: Faust I-II (1808/1832)

Hos de gamle grækere finder vi forestillingen om hybris som udtryk for et menneskeligt overmod, der påkalder sig gudernes ubønhørlige straf, og fra bibelsk tradition kendes syndefaldsmyten om Adam og Eva, der som følge af deres ulydighed mod Gud forvises fra Paradis efter at have spist af kundskabens træ. I Goethes drama Faust er menneskets umættelige erkendelsesbehov af diabolsk karakter. Den videbegærlige doktor Faust, der vil erfare, hvad den dybere mening med det hele er, allierer sig med djævlen Mefisto, hvis mission det er bringe Faust til fald. Faust er det ambivalente menneske med to sjæle i sit bryst, der uafladeligt stræber i hver sin retning: den sanseligt-jordiske over for den åndeligt-himmelske længsel, og det er denne antropologiske ambivalens, som gør, at Goethes drama om mennesket på tærsklen mellem to tidsaldre (middelalder-renæssance) har sin vedvarende aktualitet. Goethe giver et tvetydigt billede af menneskets stærke trang til at erkende alting, og i dette pas stilles der skarpt på modernitetens paradoksproblemer, som de er fremstillet litterært af Goethe og andre europæiske klassikere.

2: Længslen: dumhed og følsomhed

Gustave Flaubert: Madame Bovary (1857) og Virginia Woolf: Mrs. Dalloway (1925)

Den, der længes, kan søge tilflugt i fortiden: dvæle ved minderne og drømme om de spor, der aldrig blev forfulgt. Eller kaste sig ind i fremtiden: opsøge oplevelser og eventyr i håbet om at forløse sin længsel. Det er ikke blot tid og sted, der adskiller Emma Bovarys liv i den franske middelklasseprovins fra Clarissa Dalloways liv i Londons bedre borgerskab. Begge kvinder lever indhyllet i samtidens dumme konventioner, og de to romaner viser os længslens ansigter mellem rastløs eventyrjagt og mild resignation. Madame Bovary bryder konventionerne og søger udfrielse fra kedsomheden gennem tvivlsomme elskere og en luksus, hun ikke har råd til. Konventionsbruddet bliver kliché, men måske er det bedre end ingenting. Flaubert er den første moderne romanforfatter, fordi han ikke fortæller os, hvad vi skal mene om hendes eskapader. Mrs. Dalloway derimod lever med konventionerne og finder øjeblikke af fylde ved at være noget for andre og i selve den tyste skønhed, som romanens sprog fremmaner for os.

3: Ubehaget: ensomhed og kedsomhed

Fjodor M. Dostojevskij: Forbrydelse og straf (1866) og Michel Houellebecq: Underkastelse (2015)

I Dostojevskijs roman Forbrydelse og straf beslutter en falleret student, Rodion Raskolnikov, sig for myrde en gammel pantelånerske, hvis udseende og væsen han væmmes ved. Dette psykisk-fysiske ubehag hos den monomane mand medfører den forbrydelse, som er afsættet for, hvad der kaldes ”verdens bedste kriminalroman”. Romanen er dog andet og langt mere end en krimi. Dostojekvskij er med sine dybdeborende sonderinger i menneskesindets mørke afkroge beslægtet med tænkere som Nietzsche og Freud. Et af de væsentligste problemer i Forbrydelse og straf er spørgsmålet om, hvad det gør ved et menneske at være alene i verden, at være helt uden nære relationer til andre mennesker. Romanen handler om et menneske, der har lukket sig inde i sig selv og isoleret sig fra alt og alle, og det er denne hans ubodelige ensomhed, som afføder hans vrangforestillinger om at være hævet over andre og i sin gode ret til at tage et andet menneskets liv. I Michel Houellebecqs roman Underkastelse er ensomhed også et stort problem for protagonisten, litteraturprofessoren François, som i stigende grad føler sig led af og ked af at leve et postmoderne liv uden mål og med. Eskapistisk dyrker han kødets lyst i erotiske eskapader med escortpiger og universitetsstuderende, men han er prisgivet til en stadig stærkere følelse af kedsomhed. Houellebecqs dystopiske roman om et moralsk skibbruddent Europa, der har underkastet sig islam, illustrerer, hvor vanskeligt hvis ikke umuligt det har vist sig at være for det moderne vestlige menneske at finde en højere mening med tilværelsen uden om religiøse bindinger.

4: Rusen: sandhed og destruktion

Knut Hamsun: Sult (1890) og Tom Kristensen: Hærværk (1930)

I moderne tid går rationaliteten sin sejrsgang gennem samfundene, men mennesket holder ikke op med at opføre sig ufornuftigt af den grund – og slet ikke i litteraturen. At Ole Jastrau går i hundene i Hærværk, og at den ludfattige jeg-fortæller i Sult klatter sine småpenge væk, er en provokation for praktisk anlagte mennesker. Men litteraturens opgave er ikke at være fornuftig; tværtimod melder det irrationelle sin ankomst for fuld styrke i den moderne litteratur, der excellerer i at opsøge grænsetilstande og afdække ukendte lag af sindet for at se, hvad der dukker op af storslåede visioner, intense sansninger og dybe erkendelser. Digteren må gøre sig til seer gennem langvarig forstyrrelse af alle sine sanser, og målet er at nå frem til det ukendte, som den franske forfatter Arthur Rimbaud skrev i sit såkaldte Seer-brev fra 1871. Men på beruselsens bagside lurer selvdestruktionen, fortvivlelsen og værdiernes sammenbrud. Sandheden viser sig at være tomhed, og den indre rejse mod en rigere sjæl ender som ydre flugt for overhovedet at overleve.

5: Fortællingen: myte og skæbne

Thomas Mann: Trolddomsbjerget (1924) og Karen Blixen: Vinter-Eventyr (1942)

Forestillingen om en metafysisk magt, som styrer menneskets liv fra vugge til grav, forekommer at være håbløst forældet i en tid, hvor dén opfattelse er dominerende, at mennesket er udstyret med en fri vilje, der gør det i stand til at forme sin egen tilværelse. Troen på skæbnen er for længst gået af mode i den rationalitetsdyrkende modernitet, som er optaget af årsagskæder. Skønlitteraturen, også den moderne, er dog rig på fascinerende fortællinger om mennesker, hvis tilværelse synes at være i en højere styrelses vold. Vi vil i dette pas se nærmere på ’skæbne og myte’ i Thomas Manns roman Trolddomsbjerget og Karen Blixens novellesamling Vinter-Eventyr. Mann og Blixen er begge mytopoetiske forfattere, dvs. forfattere, som skriver på baggrund af og med direkte eller indirekte henvisning til det kultur- og åndshistoriske reservoir af sagn og historier, der er overleveret fra alle skriftlige kulturer (især græsk mytologi og Bibelen). Mens megen modernistisk litteratur udmærker sig ved at sprænge gamle fortælleformer, er der hos Mann og Blixen tale om en traditionsbunden form for fornyelse af den klassiske fortællekunst. Det betyder blandt andet, at hverken Mann eller Blixen kaster vrag på, men tværtimod trækker på den episke tradition i europæisk litteratur, f.eks. eventyrgenren, som moderniseres på mytopoetisk manér. Allerede titlen på Manns monumentale roman antyder, at den ikke kun skal læses som en realistisk fremstilling af europæisk ånd og kultur i de sidste år op til Første Verdenskrigs udbrud, men at den også har noget at gøre med eventyret.

6: Hverdagslivet: banalitet og helligdom

James Joyce: Ulysses (1922)

Ulysses har ry for at være ulæselig, og tager man i betragtning, at det tog Joyce mange år at skrive de 800 sider, og at han ifølge eget udsagn lagde så mange gåder ind i den, at litteraturprofessorer ville kunne bruge århundreder på at diskutere, hvad han mente, forstår man det godt. Men romanen er først og fremmest et generøst sprogligt overflødighedshorn. Den er et radikalt formeksperiment, men bobler samtidig af liv og sanselighed. Vi følger den jødiske annonceagent Leopold Blooms gøren og laden – i bogstavelig forstand, for vi er også med ham på toilettet – i løbet af knap ét døgn i Dublin. Det, der gør romanen så fantastisk, er dens vittige detaljerigdom, de hele og halve citater og mylderet af små hændelser, optrin og bipersoner. Vi rives med af associationer og ordspil og bevæger os fra den ene parodi på litterære stilarter til den anden og møder samtidig den nye ’bevidsthedsstrøm’-fortælleteknik i fuldt flor, når vi over de sidste 50 sider flytter med ind i hovedet på Blooms kone Molly. Joyces roman Ulysses imiterer Homers epos Odysseen, men der er intet heroisk over Bloom. Han er en moderne antihelt, og derved ligner han de fleste af os. Han er et godt menneske, men ingen helgen. Når han vil nuancere folks fordomme, bliver de enten aggressive eller mister interessen. Ulysses giver stemme til almindelige menneskers profane hverdagsliv, men når romanen sætter det ind i en mytisk ramme, er det ikke til at sige, om den ophøjer dette hverdagsliv eller gør grin med det. Måske begge dele.

 

--- Hviledag (pausen til at tænke) ---

 

7: Begæret: jalousi og fantasi

William Shakespeare: Othello (1604/1622) og Arthur Schnitzler: Drømmenovelle (1925)

”Du må ikke begære din næstes hustru”, lyder det næstsidste af De Ti Bud. Begæret, og særligt det erotiske, har alle dage været behæftet med synd, skyld og skam. Verdenslitteraturen er i sig selv et overflødighedshorn af indgående skildringer af det menneskelige begærs natur – og til den historie hører også psykologiske belysninger af jalousiens og fantasiens væsen. I dette pas tager vi afsæt i Shakespeares slidstærke drama Othello, hvori titelpersonen på baggrund af falske indicier om sin elskede hustru Desdemonas utroskab plages i en sådan grad af jalousi, at han i sin skinsyge ender med at myrde hende, inden han tager livet af sig selv. Helt så grueligt galt går det ganske vist ikke i den (med drømmeanalytikeren Sigmund Freud beslægtede) østrigske forfatter Arthur Schnitzlers Drømmenovelle, men også her udfoldes et jalousidrama med manden i rollen som den jaloux part. Lægen Fridolin foruroliges så dybt over sin hustrus betroelse til ham om, at hun før deres giftermål nær havde givet efter for sin seksuelle lyst til en fremmed mand, at han begiver sig ud på en fare- og fantasifuld færd i Wiens natteliv, der emmer af forbuden erotik og dæmonisk mystik. Det er det fortrængtes genkomst, så det forslår – og et psykologisk drama, som fortæller noget om kvindens erotiske frigørelse og mandens machoagtige kvindesyn. Schnitzler viser, hvad man kan udsætte sig selv – og sin elskede – for, hvis man, i fantasien eller virkeligheden, lader de forsmåede følelser og undertrykte drifter få frit spil.

8: Seksualiteten: kærlighed og perversion

Vladimir Nabokov: Lolita (1955) og Marguerite Duras: Elskeren fra Nordkina (1991)

Det har aldrig skortet på fremstillinger af sjælens ubodelige ensomhed i litteraturen, men kødets lyst har den haft det vanskeligere med – især når denne lå uden for den gængse seksualmoral eller udfoldede sig uden for ægteskabet. I dette pas ser vi på nogle af milepælene i det 20. århundredes erotiske skønlitteratur. Både Lolita og Elskeren fra Nordkina handler om meget mere end seksuelle tabuer, først og fremmest om kærlighed. I Lolita, der længe var forbudt, fortæller en midaldrende mand om sin besættelse af sin kun 12-årige steddatter. Men romanen er frem for alt et raffineret kunstværk, hvor alle bliver ført bag lyset – også læseren – og hvor det ikke er til at sige, hvem der er mest depraveret: fortælleren, pigen eller den amerikanske drøm, der måske er romanens egentlige tema. Lolita gennemspiller begærets og kærlighedens mange former, og i sidste ende er målet ikke seksuel, men æstetisk tilfredsstillelse. I Elskeren fra Nordkina rejser vi til kolonitidens Vietnam i 1930’erne, hvor tropevarme og monsunregn akkompagnerer kærligheden mellem den 15-årige franske pige og hendes 27-årige kinesiske elsker. Deres begær, der skiftevis damper og går i dvale, er dog ikke den mest forbudte af de lyster, romanen beskriver. Romanen fortæller os især om fortællingens nødvendighed, også selvom erindringen er smertefuld. Uden smerte er der kun glemsel.

9: Ambitionen: stigning og fald

Henrik Pontoppidan: Lykke-Per (1898-1904) og Johannes V. Jensen: Kongens Fald (1900-1901)

To af de absolutte hovedværker i dansk romankunst stammer fra forrige århundredeskifte: Henrik Pontoppidans Lykke-Per og Johannes V. Jensens Kongens Fald. Begge romaner fortæller om en ung mands personlige ambitioner om at nå til tops i tilværelsen. Det er dog for begge de unge mænds vedkommende en ærgerrighed, som er dømt til at lide skibbrud. Både hos Pontoppidan og Jensen er drømmen om en stigning uløseligt forbundet med et tragisk fald fra de høje tinder – et fald, der også har at gøre med menneskets forsøg på at gøre sig selv til altets centrum i kølvandet af ’Guds død’. Er det muligt for det menneske, der har måttet indse sine egne begrænsninger, at finde frem til et meningsfuldt liv i en gudsforladt verden? Er mennesket sin egen lykkes smed? Ja, hvad vil det i det hele taget sige at være et menneske? Har mennesket en identitet, eller er det snarere som et løg uden nogen kerne?

10. Litteratur og dannelse

Georg Brandes: Om Læsning (1899) og Olof Lagercrantz: Om kunsten at læse og skrive (1985)

Hvad er det, litteraturen kan? Hvad gør den ved os som læsere? Hvad er dens opgave? Hvorfor bør vi i det hele taget læse? Hvorledes bør vi læse? Hvad bør vi læse? Siden antikken har forfattere og filosoffer, tænkere og teoretikere forsøgt at svare på disse spørgsmål og sætte ord på litteraturens særlige karakter, funktion og betydning for menneskets dannelse. I dette sidste pas præsenterer vi nogle af disse guldkorn med udgangspunkt i litteraterne Georg Brandes og Olof Lagercrantz. Vi vil i den forbindelse komme ind på litteraturens horisontudvidende potentiale som afslutning på vores dannelsesrejse om nogle af de væsentligste temaer i den moderne europæiske litteratur.

 

Se også: Hvad betyder litteraturen for dannelsen?