Dannelsesrejser.dk

Undervisere

Underviser og rejseleder: Morten Dyssel

Morten Dyssel forsker og underviser i tysk og europæisk litteratur- og identitetshistorie ved Københavns Universitet og er desuden en efterspurgt forelæser og underviser ved bl.a. Folkeuniversiteterne i Danmark. Han er formand for Det Danske Thomas Mann Selskab, som han var med til at stifte i 2012. For tiden arbejder han på en afhandling om Thomas Manns forfatterskab og på en bog om ’skæbne’ i europæisk litteratur fra antikken til i dag. Morten Dyssel har hidtil udgivet en række bøger og artikler om tysksprogede intellektuelle, forfattere og teologer fra især det 20. århundrede.


"Undervisningsniveauet var passende, meget kompetent. Det kunne især lykkes, fordi det blev båret af en passion og glæde ved stoffet, som skinnede igennem." -Kursusdeltager Morten Halberg.

Underviser: Carsten Henriksen

Carsten Henriksen er cand. mag. i litteratur- og idehistorie fra Aarhus Universitet, hvor han tidligere også har undervist i videnskabsteori og romanhistorie. Han arbejder som chefkonsulent i kommunikationsafdelingen på Aarhus Universitet, hvor der bl.a. står forskningsformidling på det professionelle hverdagsprogram. Fritiden ynder han at tilbringe i det litterære lysthus, og det er en fordel, da han har givet sig selv den livslange opgave at nå til bunds i Verdenslitteraturen. Han har en særlig forkærlighed for islandske sagaer og engelske romaner, men er dybest set altædende, når det kommer til god litteratur.