.png)
Undervisere: Carsten Henriksen og Morten Dyssel
Dannelse er ikke et spørgsmål om paratviden eller pæne manerer. Dannelse er derimod et udtryk for den proces, der former personligheden. Dannelse er således altid et individuelt anliggende, men kun dén er dannet, som har været i frugtbart stofskifte med omverdenen. Goethe, der selv forfattede en mønstergyldig dannelsesroman sidst i 1700-tallet, mente, at mennesket kun kunne lære sig selv at kende ved at lære verden at kende, og at det for den enkelte person gjaldt om at komme ud over sig selv for derved at nå ind til sig selv. At være dannet vil sige, at man, som Shakespeare skrev, godt ved, at ’der findes en verden uden for Verona’. Dannelse er som tænke- og væremåde et ideal, der står i modsætning til den begrænsede provinsialisme, men også til dén omsiggribende fagidioti, der dels er blind for egne begrænsninger, dels savner sans for større sammenhænge. Dannelse drejer sig vel at mærke om andet og mere end det at tilegne sig og bearbejde en bred vifte af kundskaber og færdigheder til glæde for éns personlige udvikling. Som Villy Sørensen sagde: ”Dannelse har at gøre med fællesskab, man kan ikke bare være dannet for sig selv.” Dannelse handler med andre ord om en vedvarende, som oftest vanskelig vekselvirkning mellem individet og samfundet. Litteraturen har traditionelt spillet en fremtrædende rolle i forskellige epokers forestillinger og visioner om dannelse. Selvom – eller netop fordi – den klassiske litteratur er under pres fra oplevelsessamfundets overflødighedshorn af letfordøjelige fristelser, kan der være god grund til at besinde sig på denne væsentlige, vitaminrige dannelsestradition. For over hundrede år siden besvarede Georg Brandes spørgsmålet om, hvorfor vi skal læse, sådan her: ”For at forøge vor Indsigt, aflægge vore Fordomme og blive i stedse højere Grad Personligheder.” Vi vil på denne tur og dette kursus begive os af sted på en dannelsesrejse med tid og ro til fordybelse i dé eviggyldige eksistensspørgsmål, som nogle af den moderne litteraturs mest fremtrædende forfattere har tematiseret dem.
1. Rusen
Knut Hamsun: Sult (1890) og Tom Kristensen: Hærværk (1930)
I moderne tid går rationaliteten sin sejrsgang gennem samfundene, men mennesket holder ikke op med at opføre sig ufornuftigt af den grund – og slet ikke i litteraturen. At Ole Jastrau går i hundene i Hærværk (1930), og at den ludfattige jeg-fortæller i Sult (1890) klatter sine småpenge væk, er en provokation for praktisk anlagte mennesker. Men litteraturens opgave er ikke at være fornuftig, tværtimod melder det irrationelle sin ankomst for fuld styrke i den moderne litteratur, der excellerer i at opsøge grænsetilstande og afdække ukendte lag af sindet for at se, hvad der dukker op af storslåede visioner, intense sansninger og dybe erkendelser. Digteren må gøre sig til seer gennem langvarig forstyrrelse af alle sine sanser, og målet er at nå frem til det ukendte og bese det usynlige, som den franske digter Arthur Rimbaud skrev i sit Seer-brev fra 1871. Men på beruselsens bagside lurer selvdestruktionen, fortvivlelsen og værdiernes sammenbrud.
2. Melankolien
Johann Wolfgang von Goethe: Faust (1808 og 1832)
Temaet melankoli er af fundamental betydning for Goethes Faust (1808/1832). I tragediens begyndelse befinder den lærde titelperson sig på afgrundens rand. Han, der i et umætteligt videbegær har slugt alle bøger, ved alligevel ikke, hvad den dybere mening med det hele er. Men netop i kraft af sin melankolske meningsformørkelse og den dermed forbundne trang til at tage sig af dage er han blevet moden for dén djævelske magt, som vil vise ham alle verdens riger og deres sanselige-materialistiske herlighed. Goethe trækker på antikkens forestilling om en intim forbindelse mellem melankoli og genialitet i sin digterisk-dramatiske fremstilling af dette ’faustiske’ menneske, som har to sjæle i brystet, der hele tiden stræber i hver sin retning: den jordiske over for den himmelske længsel. Mismodet over en meningsløs mennesketilværelse er til at tage at føle på i megen moderne litteratur, og der vil i passet blive perspektiveret til såvel J.P. Jacobsens roman Niels Lyhne (1880) som August Strindbergs dagbogsagtige digtning Inferno (1897).
3. Faldet
Henrik Pontoppidan: Lykke Per (1898-1904) og Johannes V. Jensen: Kongens Fald (1900-1901)
Henrik Pontoppidans store samtidsroman Lykke-Per (1898-1904) er et hovedværk i dansk litteratur – ikke kun fordi den giver et blændende billede af ’det moderne gennembruds’ tid, men også og måske især fordi den belyser og behandler tilværelsens store spørgsmål: Hvad er meningen med livet? Har mennesket en fri vilje? Er det i så fald sin egen lykkes smed? Eller er det snarere determineret af sit sociale opvækstmiljø? Fortællingen om præstesønnen Per Sidenius, der i trodsig opposition mod det livsforsagende fædrene hjem for enhver pris vil vinde den hele verden, men ender sine dage som asketisk vejassistent i en øde egn, skriver sig ind i en lang litterær tradition for ’hovmod står for fald’-historier. En milepæl i dansk romankunst er desuden Johannes V. Jensens klassiker Kongens Fald (1900-1901), som er henlagt til en fjern fortid (kong Christian 2.s tid), og i hvilken hovedpersonen Mikkel Thøgersens drømme om at blive til noget stort her i livet lider skibbrud, for så vidt som ’faldet’ uomgængeligt følger efter enhver stigning.
4. Affortryllelsen
James Joyce: Ulysses (1922)
Skulle man pege på ét værk, der inkarnerer den moderne litteratur, er Ulysses (1922) et godt bud. Romanen har ry for at være ulæselig, og tager man i betragtning, at det tog Joyce mange år at skrive de 800 sider, og at han – som han selv sagde – lagde så mange gåder ind i den, at det kan holde professorer beskæftiget i århundreder at diskutere, hvad han mente, forstår man det godt. Men romanen er først og fremmest et generøst sprogligt overflødighedshorn. Vi følger den jødiske annonceagent Leopold Blooms færden, gøren og laden – i bogstavelig forstand, for vi er også med ham på toilettet - i løbet af ét døgn i Dublin. Det, der gør romanen fantastisk, er dens vittige detaljerigdom og mylderet af små hændelser, optrin og bipersoner. Vi bevæger os fra den ene parodi på litterære stilarter til den anden og møder samtidig den nye 'bevidsthedsstrøm'-fortælleteknik i fuldt flor, når vi over de sidste 50 sider flytter med ind i hovedet på Blooms kone Molly.
I dette pas forsøger vi at dirke romanen op, og vi ser på, hvordan den er et udtryk for den moderne litteraturs affortryllelse af livet og den litterære tradition. Ulysses imiterer Homers Odysseen, men der er intet heroisk over Bloom. Han er, om ikke en tøffelhelt, så i hvert fald en moderne antihelt, og derved ligner han de fleste af os. Ulysses giver stemme til almindelige menneskers profane hverdagsliv, men når han sætter det ind i en mytisk ramme, er det ikke til at sige, om romanen tager dette hverdagsliv alvorligt eller gør grin med det. Måske begge dele.
5. Kvinden
Virginia Woolf: Til fyret (1927)
Kvindeportrætter har det såmænd aldrig skortet på i litteraturen, men det er først for alvor i løbet af 1800-tallet, at kvindelige forfattere begynder at bryde det mandlige monopol på at fortælle historier til den læsende offentlighed. Dette giver anledning til nye, nuancerede skildringer af, hvordan det opleves at være kvinde i en rigtignok stadigvæk mandsdomineret verden. Med hovedvægten på Virginia Woolfs roman Til fyret (1927) – et litterært fyrtårn inden for europæisk modernisme – skal vi i dette pas beskæftige os med fremstillinger af kvinder og deres forhold til mænd, som de kommer til udtryk hos nogle af den vestlige litteraturs mest fremtrædende forfattere. Et mønstergyldigt eksempel af ældre dato er Jane Austens roman Fornuft og følelse (1811). I samtidslitteraturen gør vi ophold ved to nobelpristagere: dels hviderussiske Svetlana Aleksijevitj, hvis uforglemmelige dokumentariske beretning Krigen har ikke et kvindeligt ansigt (1985) giver stemme til de utallige kvinder, der meldte sig til Den Røde Hær under Den Store Fædrelandskrig og kæmpede på lige fod med de mandlige soldater, dels canadiske Alice Munro, der med sine mesterligt diskrete noveller - bl.a. i samlingen Livet (2012) - trækker en række anonyme kvindeskæbner (mødre, døtre, hustruer, elskerinder) ud af hverdagsglemslen.
6. Krigen
Ernst Jünger: I stålstormen (1920), Jaroslav Hasek: Den gode soldat Svejks eventyr (1923)
Primo Levi: Hvis dette er et menneske (1947), Paul Celan: Dødsfuga (1948)
Den trojanske krig i Homers Iliaden og Napoleonskrigene i Lev Tolstojs Krig og Fred (1869) er to af de kendteste eksempler på, hvordan krig altid har været et uomgængeligt og uudtømmeligt tema i litteraturen. Men for den moderne litteratur bliver kampen om magt og ære overdøvet af død, ødelæggelse og umenneskeliggørelse. Første Verdenskrigs meningsløse skyttegravshelvede vendte op og ned på alting i Europa. Verden af i går (1942), som Stefan Zweig kaldte det, var definitivt slut, og det 20. århundrede begyndte med en katastrofe – en katastrofe, som den moderne litteratur bearbejder vidt forskelligt. I Jüngers kontroversielle roman I stålstormen (1920) følger vi krigen fra første række, hvor den rå beskrivelse af massakren blander sig med fascination af krigen som energiudladning. I Haseks skælmeroman Den gode soldat Svejks eventyr (1923) derimod når vi aldrig frem til fronten, fordi Svejk med sin forvrøvlede snak og sine unddragelsesmanøvrer formår at holde sig på afstand af myrderierne. Måske er han dum, måske spiller han dum – tvetydighed, ironi og det farceagtige er kernen i Haseks mesterlige udlevering af den stupiditet, der gennemsyrer militære systemer og i det hele taget stive, autoritære systemer til alle tider.
Hvis Første Verdenskrig havde været grusom, var nazisternes koncentrationslejre under Anden Verdenskrig det ultimative barbari. Kan litteraturen overhovedet give disse rædsler en troværdig stemme? Vi runder passet af med to eksempler på vidnesbyrdlitteratur om Holocaust: Primo Levis Hvis dette er et menneske (1947) og Paul Celans digt Dødsfuga (1948).
7. Drømmen
Thomas Mann: Trolddomsbjerget (1924)
Vanskeligheden ved at skelne skarpt mellem virkelighed og fantasi er et centralt problem i den europæiske litteraturs historie. Forestillingen om, at ’livet er en drøm’, kan i hvert fald spores tilbage til barokken og dukker op på ny hos forbavsende mange moderne forfattere. Med afsæt i Thomas Manns eventyrroman Trolddomsbjerget (1924) skal vi se nærmere på drømmens betydning og funktion i den moderne litteratur, idet der fokuseres på forholdet mellem utopi og dystopi som et grundlæggende træk ved hele menneskehedens historie. Er der oppe på det fortryllede bjerg dybere indsigter at hente om mennesket og verden i drømmen, og kan disse i givet fald omsættes til noget nede i fladlandet? I passet vil der blive perspektiveret til F.M. Dostojevskijs fantastiske fortælling Et latterligt menneskes drøm (1877), August Strindbergs drama Et drømmespil (1902) og Arthur Schnitzlers Drømmenovelle (1925)
8. Seksualiteten
Vladimir Nabokov: Lolita (1955), D.H. Lawrence: Lady Chartterlys elsker (1928), Pauline Réage: O's historie (1954), Marguerite Duras: Elskeren fra Nordkina (1991)
Det har aldrig skortet på fremstillinger af sjælens ubodelige ensomhed i litteraturen, men kødets lyst har den altid haft det svært med, især når den lå uden for den gængse seksualmoral eller udfoldede sig uden for ægteskabet. I dette pas ser vi på milepæle i det 20. århundredes erotiske litteratur, der har det til fælles, at de alle handler om meget mere end seksuelle tabuer, måske først og fremmest om kærlighed, og alle har vakt skandale, fordi de også handler om sex på måder, som samtiden fandt dybt anstødelig. I Lolita (1955), der længe var forbudt, fortæller en midaldrende mand om sin besættelse af sin 12-årige steddatter. Men romanen er først og fremmest et raffineret kunstværk, hvor det ikke er til at sige, hvem der er mest depraveret: fortælleren, pigen eller den amerikanske drøm, der måske er romanens egentlige tema. Fortællestilen emmer af erotisk nerve; det samme gør sig gældende i vores andet moderne hovedværk om forbudte lyster, Marguerite Duras' Elskeren fra Nordkina (1991), men her får vi historien fra kvindens synsvinkel.
I D. H. Lawrences Lady Chatterleys elsker (1928) søger kvinden frihed gennem uafhængighed, hvorimod kvinden i Pauline Réages O’s historie (1954) søger frihed gennem underkastelse. Vi runder passet af med et udblik til de to romaner, der begge blev forbudt, og spørger, om der er flere tabuer tilbage at bryde for litteraturen, når det skandaløse har forvandlet sig til mainstream med Fifty Shades of Grey (2011).
9. Skylden
Franz Kafka: Processen (1925)
”Nogen måtte have bagtalt Josef K., thi uden at han vidste af at have gjort noget ondt, blev han en morgen arresteret.” Sådan lyder den berømte indledning på Franz Kafkas posthumt publicerede roman Processen (1925), der traditionelt er blevet læst som en absurd historie om det fremmedgjorte og magtesløse moderne menneskes forgæves kamp for retfærdighed i et labyrintisk bureaukrati af totalitært tilsnit. Ud fra en tekstnær læsning af romanen vil der imidlertid i dette foredrag blive argumenteret for, at Kafkas hovedperson ret beset ikke er nogen forfulgt uskyldighed, men at han tværtimod er blevet indhentet af sine fortrængte følelser af skyld og skam. Passet relaterer skylds-, skam- og skæbnespørgsmålene til William Shakespeares drama Macbeth (1623) og Sofokles' antikke tragedie Kong Ødipus.
10. Fragmenteringen
Michel Houellebecq: Elementarpartikler (1998)
Michel Houellebecq er europæisk samtidslitteraturs enfant terrible. Provokationen har lige fra første færd været hans kunstneriske vandmærke – hvorfor han i den grad deler vandene. Mere end nogen anden nulevende forfatter har Houellebecq formået at sætte presserende problemer under debat. I sin gennembrudsroman Elementarpartikler (1998) gennemspiller han en samtidsdiagnose, hvor livet efter frigørelsen i ’68 stilles til skue: Er det eneste, der er tilbage, en hedonistisk og fragmenteret tilværelse? Hvad er kærlighedens vilkår i dette postmoderne projektsamfund? De svigtede individer, halvbrødreparret Bruno og Michel, inkarnerer hver på deres måde konsekvenserne af 68: Det umættelige begær efter seksuel tilfredsstillelse og den manglende evne til at elske et andet menneske. Med Houellebecqs romaner bliver det klart, at nutidens spidsborger er æstetiker.