.png)
Undervisere: Morten Dyssel og Carsten Henriksen
1: Erkendelsen: dæmoni og modernitet (Morten)
Johann Wolfgang Goethe: Faust I-II (1808/1832)
Menneskets kundskabstørst har til alle tider været konnoteret med formastelighed. Hos de gamle grækere finder vi forestillingen om ’hybris’ som udtryk for et menneskeligt overmod, der påkalder sig gudernes ubønhørlige straf. Fra bibelsk tradition har vi ’syndefaldsmyten’ om Adam og Eva, der som følge af deres (sataniske) ulydighed mod Gud forvises fra Paradis efter at have spist af frugten fra kundskabens træ. Også i Goethes tragedie Faust er menneskets umættelige erkendelsesbehov af diabolsk karakter. Den legendariske doktor Faust, der for enhver pris vil erfare, hvad den dybere mening med alting er, ledsages på sin forunderlige færd på tværs af tid og rum af djævlen Mefisto, hvis formål det er bringe titelpersonen til fald. Faust har to sjæle i sit bryst, der uafladeligt stræber i hver sin retning: den sanseligt-jordiske over for den åndeligt-himmelske længsel, og det er netop i og med denne antropologiske ambivalens, at Goethes gamle drama om det moderne menneskes fundamentale problematik har sin aktualitet. Hvad er det, der driver os i vores bestræbelser på at løse universets gåde og underlægge os naturen? Hvad der ofte betragtes som historiske fremskridt takket være den moderne ånds landvindinger siden renæssancen, dét giver Goethe i sit storslåede Faust-drama et langt mere dobbeltbundet billede af.
2: Længslen: dumhed og følsomhed (Carsten)
Gustave Flaubert: Madame Bovary (1857) og Virginia Woolf: Mrs. Dalloway (1925)
Den, der længes, kan søge tilflugt i fortiden: dvæle ved minderne og drømme om de spor, der aldrig blev forfulgt. Eller kaste sig ind i fremtiden: opsøge oplevelser og eventyr i håbet om at forløse sin længsel. Det er ikke blot tid og sted, der adskiller Emma Bovarys liv i den franske middelklasseprovins fra Clarissa Dalloways liv i Londons bedre borgerskab. Begge kvinder lever indhyllet i samtidens dumme konventioner, og de to romaner viser os længslens ansigter mellem rastløs eventyrjagt og mild resignation. Madame Bovary bryder konventionerne og søger udfrielse fra kedsomheden gennem tvivlsomme elskere og en luksus, hun ikke har råd til. Konventionsbruddet bliver kliché, men måske er det bedre end ingenting. Flaubert er den første moderne romanforfatter, fordi han ikke fortæller os, hvad vi skal mene om hendes eskapader. Mrs. Dalloway derimod lever med konventionerne og finder øjeblikke af fylde ved at være noget for andre og i selve den tyste skønhed, som romanens sprog fremmaner for os.
3: Ubehaget: ensomhed og kedsomhed (Morten)
Fjodor M. Dostojevskij: Forbrydelse og straf (1866) og Michel Houellebecq: Underkastelse (2015)
”Du må ikke slå ihjel”, lyder jo et af De Ti Bud, som er grundlaget for al lovgivning i jødisk tradition og også spiller en central rolle i kristendommens etik. Ikke desto mindre beslutter en fortvivlet ung student, Rodion Raskolnikov, der er hovedpersonen i Dostojevskijs roman Forbrydelse og straf, sig for at myrde en gammel pantelånerske, hvis udseende og væsen han væmmes ved. Dette psykisk-fysiske ubehag hos den monomane mand medfører den forbrydelse, som er afsættet for ”verdens bedste kriminalroman”. Med sine dybdeborende sonderinger i menneskesindets mørkeste afkroge er Dostojevskij beslægtet med senere sjæleanalytikere som Nietzsche og Freud, der da også begge satte den russiske romanforfatter umådelig højt. Et af de væsentligste problemer i Forbrydelse og straf er spørgsmålet om, hvad det kan gøre ved et menneske at være helt uden nære relationer til andre mennesker. Romanen handler om et menneske, der har ”lukket sig inde i sig selv og isoleret sig fra alt og alle”, og det er denne hans ubodelige ensomhed, der afføder hans vrangforestillinger om at være hævet over alle andre. Også i Michel Houellebecqs roman Underkastelse er ensomhed et primært problem for den mandlige hovedperson, litteraturprofessoren François, som i stigende grad føler sig led af og ked af at leve et postmoderne liv uden mål og med. Eskapistisk dyrker han i ét væk kødets lyst i sine erotiske eskapader med escortpiger og universitetsstuderende – men han er prisgivet til en følelse af total tomhed og ensomhed. Houellebecqs dystopisk anlagte roman om et moralsk skibbruddent Europa, der har underkastet sig islam, illustrerer, hvor vanskeligt hvis ikke umuligt det har vist sig at være for det moderne vestlige menneske at finde en højere mening med tilværelsen uden om religiøse bindinger.
4: Rusen: sandhed og destruktion (Carsten)
Knut Hamsun: Sult (1890) og Tom Kristensen: Hærværk (1930)
I moderne tid går rationaliteten sin sejrsgang gennem samfundene, men mennesket holder ikke op med at opføre sig ufornuftigt af den grund – og slet ikke i litteraturen. At Ole Jastrau går i hundene i Hærværk, og at den ludfattige jeg-fortæller i Sult klatter sine småpenge væk, er en provokation for praktisk anlagte mennesker. Men litteraturens opgave er ikke at være fornuftig; tværtimod melder det irrationelle sin ankomst for fuld styrke i den moderne litteratur, der excellerer i at opsøge grænsetilstande og afdække ukendte lag af sindet for at se, hvad der dukker op af storslåede visioner, intense sansninger og dybe erkendelser. Digteren må gøre sig til seer gennem langvarig forstyrrelse af alle sine sanser, og målet er at nå frem til det ukendte, som den franske forfatter Arthur Rimbaud skrev i sit såkaldte Seer-brev fra 1871. Men på beruselsens bagside lurer selvdestruktionen, fortvivlelsen og værdiernes sammenbrud. Sandheden viser sig at være tomhed, og den indre rejse mod en rigere sjæl ender som ydre flugt for overhovedet at overleve.
5: Fortællingen: myte og skæbne (Morten)
Thomas Mann: Trolddomsbjerget (1924) og Karen Blixen: Vinter-Eventyr (1942)
Forestillingen om en metafysisk magt, som styrer menneskets liv fra vugge til grav, forekommer at være håbløst forældet i en tid, hvor dén opfattelse er dominerende, at mennesket er udstyret med en fri vilje, der gør det i stand til at forme sin egen tilværelse. Troen på skæbnen er for længst gået af mode i den rationalitetsdyrkende modernitet, som er optaget af årsagskæder. Skønlitteraturen, også den moderne, er dog rig på fascinerende fortællinger om mennesker, hvis tilværelse synes at være i en eller anden højere styrelses vold. Vi skal i dette pas interessere os for forestillingerne om skæbne og myte i Thomas Manns roman Trolddomsbjerget og Karen Blixens novellesamling Vinter-Eventyr. I begges tilfælde kan man tale om mytopoetiske forfattere, dvs. forfattere, der skriver på baggrund af og med direkte eller indirekte henvisning til det kultur- og åndshistoriske reservoir af sagn og historier, der er overleveret fra alle skriftlige kulturer, her især græsk mytologi og Bibelen. Mens megen modernistisk litteratur udmærker sig ved at sprænge de traditionelle fortællemåder, er der hos forfattere som Mann og Blixen tale om en mere traditionsbunden form for fornyelse af den klassiske fortællekunst. Det betyder blandt andet, at hverken Mann eller Blixen kaster vrag på, men tværtimod trækker på den episke tradition i europæisk litteratur, eksempelvis eventyrgenren, som moderniseres på mytopoetisk manér. Allerede titlen på Manns monumentale roman antyder, at den ikke kun skal læses som en realistisk fremstilling af europæisk ånd og kultur i de sidste år op til Første Verdenskrigs udbrud, men at den nok også ”har et og andet at bestille med eventyret.”
6: Hverdagslivet: banalitet og helligdom (Carsten)
James Joyce: Ulysses (1922)
Ulysses har ry for at være ulæselig, og tager man i betragtning, at det tog Joyce mange år at skrive de 800 sider, og at han ifølge eget udsagn lagde så mange gåder ind i den, at litteraturprofessorer ville kunne bruge århundreder på at diskutere, hvad han mente, forstår man det godt. Men romanen er først og fremmest et generøst sprogligt overflødighedshorn. Den er et radikalt formeksperiment, men bobler samtidig af liv og sanselighed. Vi følger den jødiske annonceagent Leopold Blooms gøren og laden – i bogstavelig forstand, for vi er også med ham på toilettet – i løbet af knap ét døgn i Dublin. Det, der gør romanen så fantastisk, er dens vittige detaljerigdom, de hele og halve citater og mylderet af små hændelser, optrin og bipersoner. Vi rives med af associationer og ordspil og bevæger os fra den ene parodi på litterære stilarter til den anden og møder samtidig den nye ’bevidsthedsstrøm’-fortælleteknik i fuldt flor, når vi over de sidste 50 sider flytter med ind i hovedet på Blooms kone Molly. Joyces roman Ulysses imiterer Homers epos Odysseen, men der er intet heroisk over Bloom. Han er en moderne antihelt, og derved ligner han de fleste af os. Han er et godt menneske, men ingen helgen. Når han vil nuancere folks fordomme, bliver de enten aggressive eller mister interessen. Ulysses giver stemme til almindelige menneskers profane hverdagsliv, men når romanen sætter det ind i en mytisk ramme, er det ikke til at sige, om den ophøjer dette hverdagsliv eller gør grin med det. Måske begge dele.
7: Begæret: jalousi og fantasi (Morten)
William Shakespeare: Othello (1604/1622) og Arthur Schnitzler: Drømmenovelle (1925)
”Du må ikke begære din næstes hustru”, lyder det næstsidste af De Ti Bud. Begæret, og særligt det erotiske, har alle dage været behæftet med følelsen af synd, skyld og skam. Verdenslitteraturen er i sig selv et overflødighedshorn af indgående skildringer af det menneskelige begærs natur – og til denne historie hører uvægerligt også psykologiske belysninger af jalousiens og fantasiens væsen. I dette pas tager vi udgangspunkt i Shakespeares drama Othello, hvori titelpersonen på baggrund af falske indicier om sin elskede hustru Desdemonas utroskab plages i en sådan grad af jalousi, at han i sin afsindige skinsyge ender med at myrde hende, inden han tager livet af sig selv. Helt så grueligt galt går det ganske vist ikke i den (med drømmeanalytikeren Sigmund Freud beslægtede) østrigske forfatter Arthur Schnitzlers Drømmenovelle, men også her udfoldes et jalousidrama med manden i rollen som den skinsyge part. Lægen Fridolin foruroliges så dybt over sin hustrus betroelse til ham om, at hun før deres giftermål nær havde givet efter for sin seksuelle lyst til en fremmed mand, at han begiver sig ud på en fare- og fantasifuld færd i Wiens natteliv, som emmer af forbuden erotik og dæmonisk mystik. Det er ’det fortrængtes genkomst’, så det forslår – og et psykologisk drama, som fortæller noget om både kvindens erotiske frigørelse og mandens machoagtige kvindesyn. Og så viser Schnitzler os, hvad man kan udsætte sig selv, men også sin elskede for, hvis man, det være sig i fantasien eller virkeligheden, lader de forsmåede følelser og undertrykte drifter få frit spil.
8: Seksualiteten: kærlighed og perversion (Carsten)
Vladimir Nabokov: Lolita (1955) og Marguerite Duras: Elskeren fra Nordkina (1991)
Det har aldrig skortet på fremstillinger af sjælens ubodelige ensomhed i litteraturen, men kødets lyst har den haft det vanskeligere med – især når denne lå uden for den gængse seksualmoral eller udfoldede sig uden for ægteskabet. I dette pas ser vi på nogle af milepælene i det 20. århundredes erotiske skønlitteratur. Både Lolita og Elskeren fra Nordkina handler om meget mere end seksuelle tabuer, først og fremmest om kærlighed. I Lolita, der længe var forbudt, fortæller en midaldrende mand om sin besættelse af sin kun 12-årige steddatter. Men romanen er frem for alt et raffineret kunstværk, hvor alle bliver ført bag lyset – også læseren – og hvor det ikke er til at sige, hvem der er mest depraveret: fortælleren, pigen eller den amerikanske drøm, der måske er romanens egentlige tema. Lolita gennemspiller begærets og kærlighedens mange former, og i sidste ende er målet ikke seksuel, men æstetisk tilfredsstillelse. I Elskeren fra Nordkina rejser vi til kolonitidens Vietnam i 1930’erne, hvor tropevarme og monsunregn akkompagnerer kærligheden mellem den 15-årige franske pige og hendes 27-årige kinesiske elsker. Deres begær, der skiftevis damper og går i dvale, er dog ikke den mest forbudte af de lyster, romanen beskriver. Romanen fortæller os især om fortællingens nødvendighed, også selvom erindringen er smertefuld. Uden smerte er der kun glemsel.
9: Ambitionen: stigning og fald (Morten)
Henrik Pontoppidan: Lykke-Per (1898-1904) og Johannes V. Jensen: Kongens Fald (1900-1901)
To af de absolutte hovedværker i dansk romankunst stammer fra forrige århundredeskifte: Henrik Pontoppidans Lykke-Per og Johannes V. Jensens Kongens Fald. Så forskellige de to romaner ganske vist i mangt og meget er, har de det tilfælles, at de hver på sin vis fortæller en medrivende historie om en ung mands personlige ambitioner om at nå til tops i tilværelsen. Det er imidertid for begge mænds vedkommende en ærgerrighed, som synes dømt til at lide skibbrud. Både hos Pontoppidan og Jensen er drømmen om en stigning uløseligt forbundet med et tragisk fald fra de høje tinder, et fald, der også har at gøre med en for romanerne relevant idéhistorisk kontekst: menneskets forsøg på at gøre sig selv til altets selvberoende centrum i kølvandet af den gennemgribende nihilistiske modernitetserfaring, der af filosoffen Friedrich Nietzsche sattes på den slagkraftige formel ’Gud er død’. Romanerne undersøger dog også, om der for det faldne menneske alligevel gives en vej ud af modernitetens tragiske blindgyde. Er det muligt for det menneske, der har måttet indse sine egne begrædelige begrænsninger, at finde frem til en indre harmoni i en gudløs verden? Ligger lykken i det hele taget inden for menneskets egen rækkevidde? Har mennesket et ’selv’, eller er det – som i Henrik Ibsens ersdrama Peer Gynt – at sammenligne med et løg uden kerne?
10. Litteratur og dannelse (Carsten og Morten)
Georg Brandes: Om Læsning (1899) og Olof Lagercrantz: Om kunsten at læse og skrive (1985)
Hvad er det, litteraturen kan? Hvad gør den ved os som læsere? Hvad er dens opgave? Hvorfor bør vi i det hele taget læse? Hvorledes bør vi læse? Hvad bør vi læse? Siden antikken har forfattere og filosoffer, tænkere og teoretikere forsøgt at svare på disse spørgsmål og sætte ord på litteraturens særlige funktion og betydning for menneskets dannelse. I dette sidste pas præsenterer vi nogle af disse guldkorn med udgangspunkt i to højst læseværdige esssays af litteraterne Georg Brandes og Olof Lagercrantz. Eksempelvis var det Brandes’ opfattelse, at vi skal læse for ”at forøge vor Indsigt, aflægge vore Fordomme og blive i stedse højere Grad Personligheder.” Dannelse betød i Brandes’ optik ”den særegne personlige Bearbejden af Kundskabsforradet”. Dannelse er, med andre ord, at opfatte som en proces, der former personligheden hos det individ, som bestræber sig på at tilegne sig en viden om den verden, han eller hun ikke førhen var bekendt eller fortrolig med. Dannelse er, populært sagt, et spørgsmål om at udvide sin horisont – og netop litteraturens horisontudvidende potentiale skal der siges noget om som afslutning på vores kursus om ni af de væsentligste temaer inden for den store litterære dannelsestradition.