Peloponnes, 2022 

Filosofien indeholder et væld af tanker om verden, samfund og menneske. Det spørgsmål, som vi alle indimellem stiller os – hvordan skal jeg leve mit liv? – er i filosofien altid tæt flettet sammen med spørgsmålet om, hvad et menneske er, og hvad forholdet mellem samfundet og menneske er – eller kan blive. Men det er også tæt forbundet med spørgsmålet om, hvad det overhovedet vil sige at være i verden, og hvordan verden egentlig bliver til en verden, dvs. en betydningssammenhæng og ikke bare en sum af ting.

I dette kursus vrider vi armene om på filosofferne for at fravriste dem svar på spørgsmålene: Hvordan er det at være til som menneske i verden sammen med andre? Hvad er de menneskelige grundvilkår? Og, givet disse: Hvordan skal jeg leve mit liv, filosof?

På en uge vil vi give en indføring i nogle af filosofiens vigtigste værker og dristigste tanker med det formål at kaste fornyede blikke på det levede liv. Vi vil øse, ikke kun af eksistentialismen, men af det bedste fra hele filosofihistoriens skattekiste: fra Platon og Aristoteles over Spinoza og Kierkegaard og frem til Arendt og Foucault.

På kurset vil der naturligvis være rigeligt med tid i pauserne og om aftenen til at diskutere filosofien og det levede liv. Kurset er ikke et terapeutisk kursus, men undertiden kan det godt virke vældigt lindrende eller ligefrem opstemmende at se, at de spørgsmål, vi står med hver især, ikke er nye, men har været undersøgt i det store reservoir på mere end 2500 års tænkning, som vi kalder filosofien. Velkommen til det store overblik.

Detaljeret program

Form:

Alle pas, på nær fredag foregår mellem kl.9-12 og og kl.16-19, med undtagelse af fredag, hvor der kun er to timers siesta. Mandag er vores fridag med tid og rum til det, man måtte begære, eller bare restituere.

Indholdsmæssigt ser det ud som følger. A står for Anders Fogh Jensen, K for Kasper Lysemose. Der vil være ca. 2 x 45 minutters introduktion og herefter kortere samtaler i grupper med vores spørgsmål og herefter samtaler i plenum.

Undervisningen foregår på Hotel John & George i konferencelokalet på første sal. Men vi vil også have gåture med spørgsmål ud i vidderne.

Hvert pas, på nær det første og det sidste, har et specifikt tema og en specifik filosof, som regel med et specifikt værk. Men de udtrykker alle noget større end netop dette værk, og ikke mindst, de har at gøre med vores levede liv.

Indhold:

Beskrivelse af de enkelte pas: Dannelsesrejse ’Filosofien og det levede liv’

Peloponnès, Grækenland 2022 

Først vil vi præsentere os selv, tankerne med en Dannelsesrejse overhovedet og tankerne om ugen, dens form og dens indhold. Derefter skal vi prøve at danne os et overblik over filosofiens discipliner og historie, og hvad det har med det levede liv at gøre. I vores valg af temaer og filosoffer for denne uge, er det et gennemgående træk, at verdens grundliggende beskaffenhed har noget at forskaffe med det levede liv og de levede livs beskaffenhed. Dette er ingenlunde så enkelt som det lyder, og det kan anskues på forskellig måde igennem forskellige discipliner og skoler. Disse tilgange til forholdet mellem menneske og verden har imidlertid også sin opkomst – sammenhængen er blevet anskuet forskelligt igennem historien, og ved at overflyve tankens historie er det meningen at lægge en bund for de følgende ni pas, sådan at vi når vi dykker ind i de forskellige tankelabyrinter hele tiden kan bevare en Ariadnes tråd tilbage til et overblik.

I dette pas ser vi nærmere på retfærdigheden, sådan som den præsenteres i et af filosofihistoriens allervigtigste og mest indflydelsesrige værker, Platons Staten. Staten er en dialog om, hvordan man som menneske skal leve et godt liv og i særdeleshed om, hvilken rolle den dyd, vi kalder retfærdighed, spiller, hvis vi skal bringe sjælens dele - og bysamfundets dele - i en harmonisk orden. Det er i den forbindelse, at samtalepartnerne når frem til den berygtede tese om, at filosofferne skal være ledere, hvilket fører til den berømte hulelignelse.    

At sprog og magtudøvelse er uudredeligt indviklede i hinanden er måske ikke Foucaults opdagelse, men han kom til at præge vor tids (over)opmærksomhed på sproget og identitetskampe gevaldigt, bl.a. igennem begreber som diskurs, italesættelse og hvad han kaldte som sandhedsspil. Det er uden tvivl en gevinst at have forlænget Nietzsches magtkritik ind i nutidens institutioner og præge vores blik på sandhedens sociale og konfrontatoriske herkomst – ja, så langt at nogle i dag simpelthen bare taler om ’sandheder’ som påstande og magtgreb. Imidlertid er spørgsmålet, om det er alt, der er at sige om sandheden, om sandheden altid er i sprogets form, eller om der ikke også er et mere fundamentalt sandhedsbegreb, der kunne have med det levede liv at gøre. En livsførelse i sandhed. Og en livsførelse forpligtet på sandhed. Foucault kom selv i tvivl og vendte derfor tilbage til kernen af filosofien og til det der blev tænkt i filosofiens fødsel for at formulere noget vigtigere end magtkritik.

I dette pas skal vi stifte bekendtskab med Aristoteles’ begreb om dyd. Vi ser først på distinktionen mellem potentialitet og aktualitet, som er de begreber Aristoteles indfører til beskrivelse af bevægelsen. Derefter ser vi på dyd som den vellykkede aktualisering af et potentiale. Først derefter ser vi på menneskets dyd. Specielt ser vi på, hvordan mennesket er det væsen, der gennem øvelse og under ledelse af praktisk fornuft, kan erhverve sig nye dyder.

”Hvad er et godt liv? – Og hvorfor har vi ikke et sådant?” Dette er den tyske sociolog Hartmut Rosas grundspørgsmål, hvor vi i besvarelsen skal nå frem til, hvad vores erfaringer med og muligheder for gode liv så er. Når Rosa har kunnet slå igennem i vor tid med sit begreb om resonans, så var det dels fordi han stod oven på en stærk filosofisk tradition af det moderne liv som fremmedgjort, som kaldes Frankfurterskolen. Og fordi han turde at mobilisere dette begrebet om fremmedgørelse igen. Men det var nok allermest, fordi han med begrebet resonans, har kunnet tilbyde en positiv vej at opsøge gode verdensforhold på. Ikke alt siger én noget, ikke alt taler til én eller tiltaler én. Dele af verden er stumme for os hver især. Andre del af verden opleves direkte fjendtlige eller bøvlskabende. Med dette lydbillede, resonans, og med en pokkers masse hverdagseksempler skal vi prøve at forstå os på vor tid, vores tilværelse, og hvorfor vi ikke kun har dårlige liv. 

I dette pas skal vi høre om den største af kirkefædrene, Augustin, og fokusere dels på, hvordan Augustin beskriver viljen i sit skrift Bekendelser fra år 398 e.Kr., dels på hvordan han beskriver Guds skabende ord i samme skrift. Viljen viser sig at være et begreb, der først bliver til i den tidlige kristne teologi og hos Augustin beskrives nogle meget ambivalente erfaringer med viljen. På den ene side gælder viljen ifølge sit begreb som en højere magt, end nogle af de magter (potentialer), et dydigt antikt menneske var udstyret med. Men på den anden side er de erfaringer, der ligger til grund for begrebet, erfaringer af en dybere afmagt, en noget antikt menneske nogensinde har kendt til. Viljen viser sig, teologisk talt, at være syndens sted.

Den hollandske filosof, Baruch de Spinoza, er måske den eneste, der har skrevet en afhandling om altet og kaldt det ’Etik’. I dette pas skal vi møde en helt særlig oplysningsagtig måde at tænke væren, verden og livet på, der ikke desto mindre vandt stor popularitet senere i romantikken, fordi den appellerede til at se sig selv som en del af alting og dermed røbede mulighed for at kunne vende tilbage til en større sammenhæng. Det er en måde at tænke det filosofferne kalder væren – at være til – på en måde, der har med det gode liv – etikken – at gøre. En af ideerne er, at man igennem indsigt kan nå til accept og tilgivelse, og at det kan føre en anden form for lykke med sig end tilfredsstillelse og fravær af frygt.

I dette pas skal det dreje sig om troen, sådan som den præsenteres af Kierkegaard i hans pseudonyme skrift Frygt og Bæven. Skriftet centrerer sig om historien om Abraham, der har fået pålagt af Gud at ofre sin søn Isak. Abraham, der har tro, begiver sig på vej for at gøre, som han har fået pålagt uden at fortælle nogen om sit forehavende. På den baggrund rejses der tre problemstillinger: ‘Gives der en teleologisk suspension af det etiske?’; ‘Gives der en absolut pligt imod Gud?’; og ‘Var det ethisk forsvarligt af Abraham, at han fortiede sit Forehavende for Sara, for Elieser, for Isaak?’ Vi berører alle tre problemer, men fokuserer især på det sidste: kan troen meddeles eller må den forblive hemmelig? For at besvare spørgsmålet undersøger vi forholdet mellem det meddelelige og det hemmelige. Og det gør vi ved at se på æstetikerens, etikerens og den religiøses forhold til disse kategorier vha. en række eksempler.  

’Hvordan man bliver den man er’ var undertitlen på Nietzsches selvbiografi, Ecce homo. Med sin viljesfilosofi lagde Nietzsche (oven på Schopenhauer) grunden for det 20. århundredes psykoanalyse. Helt afgørende for hans filosofi er begreber om ressentiment og om vilje til magt, hans moralkritik og hans tematisering af kraften til at ikke bare at acceptere, men at sige ja til livet. Vi ser på, hvordan man kan leve med Nietzsche og bebo tilblivelsen uden at holde fast i tilværelsen.

I dette pas skal vi stifte bekendtskab med Hannah Arendts beskrivelse af menneskets aktive liv, således som hun udfolder det i hovedværket Vita activa (på dansk: Menneskets vilkår). Arendt skelner mellem tre vilkår og tre tilhørende aktivitetsformer: a) livet og arbejdet; b) verden og fremstillingen og endelig c) pluraliteten og talen hhv. nataliteten og handlingen. Vi får et indtryk af Arendts samlede analyse og fokuserer derefter særligt på hendes berømte betoning af nataliteten og af mennesket som det væsen, der - i kraft af sin relation til sin egen begyndelse - kan begynde noget nyt og i emfatisk forstand handle. Herefter ser vi på forholdet mellem handlende væsener i det Arendt kalder ‘vævet af menneskelige relationer’. 

Dette pas består af fire mindre dele: Først vil vi tage fat i Ariadnes tråd og trække os tilbage til overblikket. Vi vil se på, hvad filosofien har sagt os om det levede liv, dets vilkår og dets former. Dernæst vil vi holde spørgetime for såvel minutiøse detaljer som overordnede sammenhænge og give plads til sådanne betragtninger. For det tredje vil vi tale om, hvad man kan tage med sig hjem af fornyet indsigt, accept eller måske lyst til handling eller afståelse derfra. Og endelig vil vi sige ordentligt farvel til hinanden og runde af.