.png)
Undervisere:
Anders Fogh Jensen, Dennis Meyhoff Brink og Morten Dyssel
1. Homer og antikken: Odyseen (700 f.Kr.)
Vi tager udgangspunkt i stedet, hvor vi selv er. Vi begynder i det gamle Grækenland, hvor Odysseus sejlede rundt på sin hjemrejse fra krigen i Troja. Odysseus’ rejse er blevet taget op af utallige senere forfattere, og vi vil se på nogle af de mest berømte scener samt på begrebet ’kosmisk hjemlængsel’. Vi vil også berøre den græske tragedie, dens forestillinger om skæbne og dens skelsættende betydning for den vestlige litteraturs historie.
2. Dante og det middelalderlige verdensbillede: Den Guddommelige Komedie (1307-1321)
Dantes Guddommelige Komedie er ikke kun middelalderens største litterære klassiker, men også en sand encyklopædi over middelalderens viden og forestillinger. Vi vil først og fremmest fokusere på Helvedets kulturhistorie og se nærmere på, hvordan Dante bidrager til denne. Derudover vil vi følge Dante på hans færd ned gennem Helvedet, hvor han bl.a. møder Odysseus, Muhammed og Lucifer.
3. Shakespeare og renæssancens verdensbillede: Hamlet (1603)
Shakespeare kondenserer renæssancens ombrydning. Mennesket fødes her med et ben i den gamle og et ben i den nye verden. Vi vil igennem Hamlet-karakteren se nærmere på denne epokegørende fødsel, på genfærdets og tvivlens betydning, på nattens og dagens betydning – og desuden på, hvad denne kompromisløse danske kongesøn udsiger.
4. Cervantes og romanens opkomst: Don Quixote (1605/1615)
Cervantes’ Don Quixote er ofte blevet kaldt den første roman i europæisk litteratur. Det er på én gang en parodi på og et bidrag til den nye læsekultur, der var opstået efter bogtrykkerkunstens opfindelse og udbredelse. Vi vil fokusere på berømte scener såsom Don Quixotes kamp med vindmøllerne, og vil vil undersøge, hvordan Cervantes forsøger at gøre samtidens læsere mere skeptiske.
5. Molière og oplysningen: Tartuffe (1664)
Molière og Voltaire var blandt de mest populære og indflydelsesrige forfattere i oplysningstiden. I værker som Tartuffe og Candide gjorde de grin med samtidens etablerede sandheder og autoriteter – ikke mindst med præsterne og de teologiske dogmer. På denne måde forsøgte de at indøve deres læsere i at være skeptiske og selvstændige. Under inddragelse af disse to forfatteres virkningshistorie vil vi se på, hvordan de bidrog til den europæiske oplysningsproces, hvis væsen vi vil udlægge med hjælp fra filosoffen Immanuel Kant.
6. Goethe og den europæiske myte: Faust (1808/1832)
Goethes tragedie om den fortvivlede forsker, der drevet af sit grænseløse videbegær indgår en fatal aftale med Fanden, er uomtvisteligt hovedværket i hele den tyske litteratur. Skønt mange har villet se noget typisk tysk i den forvorpne Faust-skikkelse, er der nok så meget, der taler for at anskue denne som et sindbillede på en særlig europæisk konflikt mellem ånd og natur, fornuft og følelse, binding og frihed, det timelige og det evige, det diabolske og det divine. Et storstilet indre ’sjæledrama’, som med poetisk saft og slagkraft projiceres op på et monstrøst mytologisk lærred.
7. Dostojevskij og den psykologiske roman: Forbrydelse og straf (1866)
Dostojevskijs Forbrydelse og straf er blevet kaldt ”verdens bedste kriminalroman”, og uanset at krimien som genre har et tvivlsomt ry hos de lærde, er skudsmålet på sin plads. Romanen er dog langt mere end det. Dostojevskij er ved siden af de store russiske realister Turgenjev og Tolstoj den fremmeste repræsentant for ’den psykologiske roman’, som vinder indpas i 1800-tallets litteratur. Med sine dybdeborende sonderinger i menneskesindets mørkeste krinkelkroge er han fuldt på højde med sjæleanalytikerne Nietzsche og Freud, der da også satte romanforfatteren Dostojevskij højt.
8. Kafka og den moderne fabel: Forvandlingen (1912)
Næppe noget andet forfatterskab fra det 20. århundredes europæiske litteratur har været udsat for så talrige og så forskelligartede fortolkninger som Franz Kafkas. Fremdeles er det endda blevet hævdet, at det bevidst unddrager sig enhver form for fortolkning. Imod denne dekonstruktivistiske læsning skal vi forsøge at forfølge nogle af de symbolske spor og åndshistoriske betydningsdimensioner, som det fascinerende forfatterskab er så rigt på. Det gælder ikke mindst den kafkaske forvandling af den europæiske fabel- og eventyrtradition. Godt nok er Kafka en underlig, men han er afgjort ikke nogen uforståelig forfatter.
9. Mann og den mytopoetiske roman: Doktor Faustus (1947)
Sammen med navne som Marcel Proust og James Joyce fremstår Thomas Mann som en af de mest markante repræsentanter for moderniseringen af den europæiske romankunst i første halvdel af det 20. århundrede. Der er dog tale om en stærkt traditionsbunden modernisme, og vi skal se, hvordan Mann i kunstner- og tysklandsromanen Doktor Faustus netop i kraft af sit livtag med væsentlige dele af den europæiske dannelsestradition på én gang er med til at overvinde og genoprette den. Det er en særlig ’mytopoetisk modernitet’, Thomas Mann realiserer gennem hele sit omfangsrige forfatterskab.
10. Houellebecq og den dystopiske samtidsroman: Underkastelse (2015)
Michel Houellebecq er europæisk samtidslitteraturs enfant terrible. Provokationen har lige fra første færd været hans kunstneriske vandmærke – hvorfor han i den grad deler vandene. Mere end nogen anden nulevende forfatter har Houllebecq formået at sætte presserende problemer under debat, men aldrig på nogen moraliserende måde, dertil er hans sans for satire og selvironi for veludviklet. Den seneste roman om et åndeligt skibbrudent Europa, der har underkastet sig politisk islam, skal vi se nærmere på i lyset af den europæiske litteraturs lange dystopiske tradition, men også med henblik på satiren som samfundskritisk fænomen såvel før som nu.