Kvinde, sekretær
Godt at kurset ligger udenfor Danmark, så vi bliver hevet ud af hverdagen, og den nye viden kan indtages i koncentreret form. Og at det foregår i de varme lande! Vi danskere bliver jo glade i låget og åbne for nyt, når solen skinner.
Jeg har fulgt kurser på Folkeuniversitetet en gang ugentligt, og der bliver det mindre koncentreret, og gav ikke samme indsprøjtning af ny viden i store mængder over kort tid, så jeg følte, at jeg blev "rykket". Og det er nok den følelse der skal til for at der er chance for også at blive mere DANNET.
Godt at vi kan kombinere en lille uges ferie med nyt til de små grå celler - det er en rigtig god feriemåde for blandt andre singler med hang til ferie-med-indhold!
Godt at panelet af foredragsholdere er 2-3 faste personer, at det ikke er nye hver dag eller til hver halvleg - når det er de samme 2-3 personer, kan man få et forhold til dem i forhold til de spørgsmål tilhørerne har. Der kommer en berigende ping-pong i løbet af de første par dage.
Undervisningsniveauet var perfekt for mit niveau. Jeg har ikke gået på uni, og det var interessant at få indblik i ”universitetshjerner”, og hvordan de behandler stoffet. Også sjovt at høre underviserne kommunikere indbyrdes om stoffet. Jeg fik udvidet mit ordforråd, hvilket altid er godt!
Undervisningsmængden var helt tilpas.
Jeg anbefaler kurset til alle jeg taler med!
Mit bedste udbytte fra kurset er, ud over at være fyldt op af ny viden og godt humør, at jeg nu kan læse bøger og få endnu mere ud af dem. Alle de finurlige henvisninger, der er i gode bøger/romaner, til de store gamle værker, er jo GULD nu at kunne spotte.
På mit arbejde til dagligt er jeg allerede en lidt bedre version af mig selv, og jeg er sikker på, at det er fordi jeg er blevet en lille smule mere dannet.