Vi skal bo i Peloponnes, hvor Odysseus ifølge myten sejlede rundt. Her er masser af historiske seværdigheder, som findes på halvøen.
Peloponnes er et levende kulturelt skatkammer, som bugner af arkæologiske og historiske seværdigheder, der hver især bærer væsentlige vidnesbyrd om den europæiske dannelses rødder. På kursusugens fridag er der en oplagt mulighed for, enten på egen hånd eller i en gruppe, at mærke historiens vingesus på et eller måske flere af de steder, som ligger inden for rimelig rækkevidde af vores skønne rejsedestination Tolo ved Den Argoliske Bugt. Her er fremhævet et udpluk af den peloponnesiske perlerække af unikke udflugtsmål, som det varmt kan anbefales at aflægge et besøg på denne Dannelsesrejse til vores kulturs vugge:
· Ruinerne efter det antikke Mykene, hvor der er gjort betydelige arkæologiske fund fra den såkaldte mykenske kultur (sen bronzealder), som regnes for den første store civilisation på det græske fastland
· Argos, den ældste by i det gamle Grækenland, med et imponerende teater, templer for Apollon og Athena, en agora mv. I nærheden heraf finder man på toppen af et bjerg et byzantinsk borganlæg, Larissa, med en storslået udsigt over slette og øhav
· Den antikke by Epidauros, hvis særdeles velbevarede friluftsteater er berømt for sin fremragende akustik, og i omegnen af hvilken der befinder sig et helligt område for Asklepios, lægekunstens gud i oldtidens Grækenland
· Olympia, en panhellensk helligdom, hvor Zeus, den mægtigste af de græske guder, dyrkedes, og hvor de første olympiske lege blev afholdt til hans ære så tidligt som i 776 f.Kr.
· Korinthkanalen, der gennemskærer landtangen Isthmen mellem det græske fastland og halvøen Peloponnes. Udgravningen blev påbegyndt under den romerske kejser Nero, men kanalen blev først åbnet for skibstrafik i 1893
· Nafplio, en hyggelig havneby (kun 20 minutters kørsel fra vores Tolo) i bunden af Den Argoliske Bugt med flere gamle fæstningsanlæg og statelige bygningsværker, der vidner om byens fortid som det moderne Grækenlands første hovedstad 1828-1834
· Arkadien, et tyndtbefolket og varieret bjergområde midt på Peloponnes, som i den tidlige hyrdedigtning og kunst blev stiliseret til indbegrebet af uberørt landlig idyl – et endnu i dag enestående bjerglandskab med afsondrede landsbyer
· Hydra og Spetses, to af De Saroniske Øer, som man kan komme til pr. båd fra Tolo, hvilket i sig selv er en oplevelse værd. Førstnævnte har i flere årtier været et yndet ferie- og tilholdssted for kunstnere og intellektuelle, mens sidstnævnte er kendt for sine gode badestrande.