Vi kender alle til tanken om, at vi er et produkt af vores tid, at vi er determinerede af vores ophav og miljø. Men hvad vil det egentligt sige? Kan man tage sin skæbne i egne hænder, skifte retning og selv sætte kurs, eller bliver kompasset til syvende og sidst altid sat af ens ydre rammer? I dette afsnit fortæller Katja om at være vokset op som barn af en ivrig kvinderetsforkæmper, der dog forsømte sine børn i kampens hede. Katja måtte derfor finde sin egen vej ud af det miljø, hun var et produkt af. Den måske største filosof i det 20. århundrede, Martin Heidegger, giver en god ledetråd til at forstå Katjas, såvel som alle vores andres, situation. For ham at se må man tage udgangspunkt i det faktum, at vi eksisterer som værende kastet ind i verden.