Hvordan er det at være menneske? At være menneske er blandt andet at være et modsætningsfyldt væsen, hvis længsler og lidenskaber altid sætter os i en spænding. De sidste årtier har budt på fortaleri for stoicisme, askese og meditation for at prioritere ro og stilhed over det raseri, det kan være at være med lidenskaber, og den melankoli, der kan knytte sig til længsler. Hvis man i stedet for at søge ud af dette vilkår skulle bevæge sig ind i menneskets dybde, hvad ser man så der? Ja, det har litteraturen og filosofien mange bud på. På denne Dannelsesrejse vil vi besøge disse mange bud, være med mennesket der, hvor det dirrer i en spænding, for netop at forstå os på, hvad det vil sige at leve sit liv med længsler og lidenskaber – og måske netop leve med dem.
Velkommen til en Dannelsesrejse, hvor litteraturen og filosofien får lov at tale og lade os forstå os på mennesket – og hvor vi kan tale sammen om det at være i live.
Dine undervisere er:
- Anders Fogh Jensen, filosof (A)
- Morten Dyssel, litterat (M)
Dag 1: Det tiltalende og det utiltalende
Stumhed og resonanslængsel (AFJ)
At verden ikke tiltaler én, er en erfaring, de fleste undertiden må have. Verden kan synes stum eller intetsigende. Hvad der præcist udtrykkes som en permanent tilstand i diagnoser som burnout og depression, synes ikke desto mindre at være en almenmenneskelig erfaring i den verden, som videnskaben har gennemskuet, og som Max Weber kaldte affortryllet. Verden er blevet reduceret til genstande eller brugsgenstande, men den synger ikke til os længere, og jo mere vi skifter brugsgenstandene ud, des mindre er de vores bekendte. Jo mere vi kontrollerer verdens udfald i tidsregimer og planlagte oplevelser, des mindre kommer den bag på os. Ikke desto mindre kender vi også til, og erfarer næsten dagligt, at vi svinger – resonerer – med noget i verden. Varegørelsen af disse resonanserfaringer, fra glæden ved at købe et par ski eller en bog, en LP-plade eller en god flaske vin, vidner om vores længsel efter at stå i et klangforhold til verden, hvor vi kan høre verden, og hvor vi kan svare den i vores egne svingninger. I dette pas går vi om bord i den tyske sociolog Harmut Rosas teori om verdensforhold, om forholdet til tingene, til de andre og til det metafysiske, der kan være både resonante og stumme. Vi vil tale om de helt konkrete dagligdags erfaringer, vi faktisk har med resonans, som ikke er sjældne, men som for det moderne menneske dog alligevel kun er oaser i en kontrolleret og travl hverdag. Men siden vi kender dem, ligger det os også for at tage ansvaret for, at disse oaser i højere grad bliver vores landskab.
Houellebecq og meningstabet i den hedonistisk-materialistiske tidsalder (MD)
Den franske forfatter Michel Houellebecq har siden udgivelsen af debutromanen Udvidelse af kampzonen (1994) været en af de mest markante stemmer i europæisk samtidslitteratur. I hele sit forfatterskab har han stillet skarpt på værdisammenbruddet i den vestlige verdens moderne tidsalder. For bagsiden af den videnskabelige og velstandsmæssige udvikling fra den tidlige modernitet i renæssancen til de mere eller mindre velfærdsbaserede samfund i nutidens Europa er en ildevarslende civilisatorisk udmattelse og menneskelig modløshed, som får alle de apokalyptiske alarmklokker til at ringe. I dette undervisningspas dykker vi ned i Houellebecqs forfatterskab for at blive klogere på konsekvenserne af det meningstab, det moderne menneske lider under i en åndløs kultur, hvor materialismen og hedonismen er blevet de depraverede erstatningsguder. Vi vil dog også se nærmere på, om der, uanset al kynisme og pessimisme hos den kontroversielle modernitetskritiker og samfundsrevser Houellebecq, kan anes et håb hinsides håbløsheden – en mening midt i meningsløsheden?
Dag 2: Lidenskab efter indsigt og længsel efter at trænge til bunds i verden
At ville vide og mestre alt – et vue over videnskabernes historie (AFJ)
Går man til videnskaben selv og til den folkelige forståelse af videnskabens fremskridt, så får man som regel to enslydende svar på, hvordan mennesket fik stadig mere indsigt i naturens, samfundenes og sindenes verden, nemlig 1) videnskaben skred fremad, fordi man så stadigt bedre efter, eventuelt med nye måleapparater, og dermed kunne indsamle flere data; 2) videnskabens historie er en kirkegård af fejltagelser – den er så at sige passé. Sådan ser det imidlertid ikke ud, når man kigger på videnskabens faktiske historie med erkendelsen for øje. Her viser det sig, at de væsentlige fremskridt er sket, når man tænkte noget nyt, for så bagefter at kunne se noget nyt. Og for det andet, at måden, vi tænker på i dag, er formet af tankens og videnskabens gensidigt afsmittende indvirkning på hinanden. I dette pas skal vi få os et overblik over videnskabshistorien ved at se igennem en fransk tradition for videnskabshistorie (épistémologie) og navnlig Michel Foucaults nøgleværk Ordene og tingene (1966), der handler om, hvordan mennesker til forskellige tider har ordnet tingene med ordene. Det bliver en historie om, hvordan forsøget på at trænge til bunds i verden stadigt mere kommer til at gå igennem mennesket selv, og at længe før verden blev såkaldt ’antropocæn’, var tankeformerne allerede antropocentriske.
Goethe og myten om fremskridtet (MD)
I den tyske forfatter Goethes litterære hovedværk, den todelte tragedie Faust (1808/1832), får vi en indgående dramatisk fremstilling af det moderne menneskes formastelige forsøg på at frisætte sig fra alle metafysiske bindinger og autoritative traditioner. Den umætteligt videbegærlige og sjæleligt rastløse videnskabsmand Faust helmer ikke, før han har afluret skaberværkets hemmeligheder. Vi skal i dette pas stille skarpt på Faust som en ambivalent repræsentant for den i moderne europæisk selvforståelse fast forankrede idé om nytten af at stræbe efter stadig mere viden og et stadig større civilisatorisk fremskridt. Goethe kaster et historisk-diagnostisk blik på de negative sider af fremskridtsideologien og dyrkelsen af videnskab og vækst som vor tids sekulariserede guddomme. Den med frigørelsesprojektet forbundne omsiggribende rationalisering og teknologisering har medført en uheldsvanger affortryllelse af verden, hvor menneskene fremmedgøres både fra hinanden og fra naturen i en instrumentelt orienteret virkelighed. Hvad vi kan lære af Goethes Faust i forhold til de aktuelle livstruende udfordringer i vores ’antropocæne’ tidsalder, gøres til genstand for en afsluttende drøftelse med deltagerne.
Dag 3: Lidenskabeligt at elske det, man ikke kan få – længslen efter den elskede
Kærlighedens historie (AFJ)
Hvad er kærlighed? Kærlighed er noget mellem mennesker, jovist, men mennesker har haft forskellige forestillinger om ægte kærlighed, hvordan den opstår, hvordan man vælger rigtigt, og hvad kærligheden betyder for livet og lykken. I dette pas vil vi se på de billeder, vi har af kærlighed, som vi har arvet fra myterne og senere fra litteraturen, og som vi sætter i spil i vores faktiske kærlighedsforhold. Længe har litteraturen været det sted, man konsulterede for at finde ud af, hvad ægte kærlighed er, og for at udmåle, om man virkelig elsker. I dag spiller filmen også en stor rolle for vores kærlighedskonception. Vi vil se på alle kærlighedshistoriers surdej, myten om Tristan & Isolde, store ballader som Romeo & Julie, samt mere nutidige versioneringer af de samme grundstrukturer. Blandt andet vil det synspunkt blive forfægtet, at kærligheden aldrig begynder med to, men med tre, og at trekantsdramaet således er kærlighedsbilledernes grundfigur. Vi vil slutte med at lægge op til en drøftelse af, hvordan kærlighedsbillederne indvirker produktivt på vores måde at forstå kærlighed og indgå i kærlighedsrelationer.
Kærlighedens veje og vildveje i romankunsten (MD)
Den kristne missionær Paulus skriver om kærligheden, at den ikke misunder, praler eller bilder sig noget ind; at kærligheden ikke gør noget usømmeligt; at den hverken hidser sig op eller bærer nag, for den ”tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.” Sådan forholder det sig dog langtfra altid med kærligheden i skønlitteraturen, som tværtimod viser, hvor svært eller umuligt det er at finde forløsning i et ægteskab eller andet kærlighedsforhold. Vi skal i dette pas dykke ned i romankunstens fremstilling af ’kærlighedens veje og vildveje’ – fra verdenslitterære klassikere af forfattere som Jane Austen og Gustave Flaubert til nogle nye romaner af Tomas Espedal og Jón Kalman Stefánsson. Vi stiller skarpt på de menneskelige omkostninger, der er uløseligt forbundet med at følge ’hjertets kompasnål’ for enhver pris. Hvorfor er afstanden mellem lykke og ulykke nogle gange så kort? Hvorfor følges sorg og glæde ad? Det er sådanne spørgsmål, vi kan blive lidt klogere på ved at beskæftige os med litteraturens slidstærke kærlighedsromaner.
Dag 4: Hviledag med mulighed for udflugt
Udflugtsmuligheder
Dag 5: Lidenskabernes raseri
Shakespeare og dramatiseringen af de store lidenskaber (MD)
Om den engelske dramatiker William Shakespeare er det blevet sagt, at han opfandt ’det menneskelige’. I hvert fald kan man med fuld ret hævde, at Shakespeare er en af de første forfattere, der giver en psykologisk indtrængende beskrivelse af ’det moderne menneske’, udspændt og spaltet som dette er mellem himmel og helvede, lys og mørke, godt og ondt. I Shakespeares skuespil skæres der helt ind til benet mht. dramatiske udfoldelser af, hvad et menneske dybest set er, nemlig først og fremmest et sammensat væsen, som indeholder et virvar af modsatrettede kræfter, der truer med at splitte det ad. Hos Shakespeare er der ingen ende på drabelige konflikter mellem mennesker – men individet er også i splid med sig selv. Vi zoomer ind på den psykologiske dybde, der kommer til udtryk i de mesterlige dramatiseringer af menneskenaturens stærke sindsbevægelser: den vanvittige forelskelse i Romeo og Julie, det maniske magtbegær i Macbeth, den altfortærende jalousi i Othello og den sygelige selvoptagethed i Kong Lear.
Galskabens logik – fornuftens skøre tvilling (AFJ)
Filosofien har tilladt sig den frækhed ikke at udelukke noget og dermed tænke lige så vanvittigt som galskaben, men uden at miste besindigheden. Som galskaben kan ligne en rablende form for filosofi uden at være det, sådan kan filosofien også ligne en systematisk forpligtet form for galskab. Allerede her får vi et billede af et tilsyneladende slægtskab, der undertiden har bibragt den afsindige meget lidelse, men heller ikke den besindige er gået ram forbi. Og stadig den dag i dag synes filosoffens tale at være at sammenlignelig med hofnarrens og den vanvittiges, så kryptisk at ingen kan forstå den bogstaveligt, og så latterlig at den ikke behøver at blive taget alvorligt. I relation til dagens første pas er den figur, der formår at integrere galskab og filosofiens kompromisløse forhold til sandhed, titelpersonen i Shakespeares Hamlet (1601). Vi vil anvende Hamlet som et eksempel på dette vanviddets kontaktflade til sandheden og se på, hvordan det sande kan tone frem, når man bliver så vred, at man bliver … gal. Efter Hamlet begynder vanviddet – og de lidelser af tankemæssig og følelsesmæssig karakter, der følger med – mere og mere selvfølgeligt at havne på lægens bord. Igennem forskellige rationaliseringsprocesser har man forsøgt at forstå, forklare og behandle galskaben som et medicinsk og terapeutisk anliggende. Sådan er det stadig i dag, om end man ser opblødninger og protestbevægelser af antimedicinsk karakter. I dette pas vil vi søge det historiske overblik over de væsentligste milepæle i den afvigendes og sindslidendes lange historie. De mange forskellige ord, der er brugt, afslører, hvordan man har tænkt og begrundet, hvad man har gjort, dvs. hvad man tænkte med det, man gjorde, og hvordan man stadig tænker det, man gør.
Dag 6: Menneskets længsel efter mening
Menneskets længsel efter mening og dets meningsudfordringer i forandringstider (AFJ)
Den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein skrev engang, at svaret på livets store spørgsmål findes i disse spørgsmåls forsvinden. Sådan er det formentlig også med spørgsmålet om mening: Det stiller sig først, når tingene ikke giver mening. I vor tid tales der meget om mening. Men hvad mener vi egentlig, når vi siger ’mening’? Dette tales der forbavsende lidt om, ja, det forudsættes at være klart. Og undertiden forveksles mening med glæde. Meningsspørgsmål – og dermed meningskriser – opstår ofte, når noget ændrer sig eller skal ændres. Midt i forandringen kan det undertiden være svært at se – eller ’finde’ – meningen. At håndtere forandringer er ingenlunde noget nyt, som vi skal se, på det punkt er vores tid helt normal, og alligevel er der noget særligt omkring vores tids måde at være med forandringer på. I dette pas ser vi på menneskets eviggyldige spørgsmål og længsel efter mening og på de udfordringer, vi særligt i vores tid får spillet i hænde. For med lidt klarere begreber kan vi måske bedre forstå de svar, vi får og ikke får, og hvad der får meningsspørgsmålet til at forsvinde.
Opsummering, overblik – og overraskelse (MD & AFJ)
På turens sidste pas vil vi forsøge at give et overblik over, hvad vi har set og hørt i løbet af ugen om det jordiske menneske, der spændt ud mellem himmel og helvede lever med alle sine længsler og lidenskaber på godt og ondt. På den måde håber vi at have bidraget til at forstå la condition humaine, de grundlæggende menneskelige vilkår, vi aldrig undslipper, men som vi kan lære at være i uden bare at holde dem ud (fra os).
Vi slutter Dannelsesrejsen af med en lille overraskelse.
